Ubådsforeningens logo

| Forside | Site Map | Web Info |

-

-

  INDHOLD:

> Bestyrelsen

> Vedtægter

> Medlemskab

> Nyhedsbreve

> Danske ubåde

> Logo

> Eksterne Links

 

16. marts 2006:

Nyhedsbrev nr. 12

Referat fra Generalforsamlingen

Referat af anden ordinære generalforsamling afholdt onsdag den 15. marts 2006 i Bræddehytten på Holmen

Formanden bød velkommen til de fremmødte 52 medlemmer og 2 gæster fra Journalisthøjskolen i Aarhus og åbnede generalforsamlingen klokken 1800.

Ad dagsorden pkt. 1: Valg af dirigent.

Til dirigent valgtes Poul Grooss, der konstaterede, at generalforsamlingen var lovlig indkaldt, hvorefter han gav ordet til Formanden.

Ad dagsorden pkt. 2: Bestyrelsens beretning for det forløbne år.

Formanden aflagde følgende beretning:

FORENINGENS UDVIKLING.

Siden sidste generalforsamling d. 16. marts 2005 har foreningen udviklet sig i overensstemmelse med vedtægterne og tilkendegivelserne på generalforsam-lingen.

Medlemstallet er øget fra 197 til 238, hvilket må betegnes som tilfredsstillende.

Foreningens formål, nemlig at udbrede kendskabet til det danske ubådsvåben samt at få oprettet og drevet et dansk ubådsmuseum har hele tiden ligget bestyrelsen på sinde og været styrende for aktiviteterne.

STØRRE AKTIVITETER.

3. medlemsmøde d. 25. maj.

Mødet blev afholdt på Flådestation Frederikshavn, og var åbent for ikke-medlemmer. Der deltog i alt 23, heraf 5 ikke-medlemmer.

Efter middagen i cafeteriet orienterede formanden om status og tankerne for det fremtidige virke, hvorefter der blev vist samme film med bl.a. gamle ubådsoptagelser, som vist på generalforsamlingen i København.

Den sidste time gik med bred og åben debat, udveksling af ubådshistorier og forskelligartede synspunkter omkring SÆLENs udsmykning med billeder af "letpåklædte damer".

Trods det begrænsede fremmøde var der ønske om i fremtiden at holde medlemsmøder også uden for København.

4. medlemsmøde d. 22. juni.

Mødet fandt sted på Marinestationen dagen før SÆLEN officielt skulle indvies.

Der deltog 37 medlemmer, som udover status blev orienteret om, hvorledes SÆLEN rent praktisk skulle fungere som museumsubåd med guidede ture hver time og i hold på max. 12 henover skoleferien.

Derpå blev SÆLEN besigtiget og godkendt!

Tøjhusmuseet gav tilsagn om, at ethvert medlem ville få lov til selv at vise bekendte og venner rundt.

Indvielse af SÆLEN som museumsubåd d. 23. juni.

I bagende sommervarme og til musik fra Kvindelige Mariners Musikkorps kunne kulturminister Brian Mikkelsen officielt indvi SÆLEN som museumsubåd.

De mange fremmødte fra ubådsforeningen, Orlogsmuseets og Tøjhusmuseets venneforeninger samt diverse honoratiores kunne beundre "udstillingsgenstanden" indefra. Desværre var forsvarsminister Søren Gade i sidste øjeblik blevet forhindret i at deltage.

På de knap 35 dage SÆLEN holdt åben, blev den besøgt af 4.849 registrerede gæster, hvilket er tæt på 100% belægning. Alene på kulturnatten d. 14. oktober kom der mere end 1.200 ombord i de 6 timer, ubåden holdt åben!

Derfor har Tøjhusmuseet også besluttet, at åbningsperioden skal udvides i 2006.

Udgivelse af bogen "Danske ubåde 1909 - 2004".

Søren Nørbys bog om dansk ubådsvirksomhed blev udgivet samtidig med åbning af SÆLEN som museumsubåd.

Ubådsforeningen havde på forhånd bestilt 200 eksemplarer, som blev tilbudt medlemmerne til favørpris. Bogen har overalt fået meget fine anmeldelser, og er blevet solgt i et stort antal.

Alt tyder på, at bogen vil være udsolgt i løbet af et par år.

Ubådsforeningen har foræret et antal til forsvarets ledelse mfl. og agter at bruge bogen som gave ved særlige lejligheder, der tjener foreningens formål .

Ubåden SPRINGEREN (af TUMLEREN-klassen).

Imod alle odds lykkedes det for Langelands Museum at redde SPRINGEREN for eftertiden.

23. oktober løftede flydekranen Samson ubåden op på kajen i Bagenkop, og 30. november blev ubåden – i 2 dele – transporteret på blokvogn til Langelandsfortet, hvor den 16. januar blev opstillet i en tørdok.

Til sommer (forhåbentlig d. 15. maj) åbnes så endnu en dansk museumsubåd – den tredje i rækken.

5. medlemsmøde d. 4. november.

Mødet blev afholdt i Aalborg med deltagelse af 22 medlemmer og 1 gæst.

Først besøgtes Aalborg Søfarts- og Marinemuseum, hvor især ubåden SPRINGEREN (af DELFINEN-klassen) lagde beslag på deltagernes tid og opmærksomhed.

Dernæst var der middag hos Aalborg Marineforening efterfulgt af formandens status og en lang debat. Bl.a. blev det foreslået, at et medlemsmøde skulle lægges i Karlskrona med besøg ombord på ubåden NÄCKEN/KRONBORG.

Ubåden KRAKA.

Den 12,6 meter lange selvbyggede miniubåd KRAKA har siden sidste forår gennemført 55 vellykkede dykninger i Sundet og på Københavns Red.

Efter udskiftning af dieselmotoren blev KRAKA igen søsat d. 6. marts. Den kan sejle op til 4 knob neddykket og 7 knob på overfladen. Den har periskop med TV og fem 20 cm koøjer, som gør det til en helt enestående oplevelse at sejle tæt over havbunden.

I hallen på B&W-grunden er folkene ved at bygge ubåd nr. 3, som bliver godt 18 meter lang og 30 tons tung. Den er konstrueret til at kunne dykke ned til knap 100 meter.

FREMTIDEN

Indretning af en passende bygning på Holmen som ubådsmuseum er prioritet nummer eet i den kommende tid.

Forsvarskommandoen har forberedt en ombygning af arrestbygningen, som i beskedent omfang vil kunne tjene dette formål.

Ubådsforeningen har imidlertid på det seneste fået kontakt med en fond, som har vist interesse for en mere komplet løsning omkring arresten.

Sammen med Tøjhusmuseet og Forsvarets Bygningstjeneste arbejdes der for øjeblikket på projektering og indstilling til fonden. Når materialet er færdig til august/september, vil Dansk Ubådsforening ansøge fonden om den samlede donation.

I arrestgården bygges et nyt undervisnings- og mødelokale, som skal bruges til foredrag, skoletjenesten og konferencer. Enkelte store udstillingsgenstande som f.eks. torpedoer, miner og en ubådskanon vil blive opstillet i gården eller i auditoriet.

Indvendig bliver arrestbygningen renoveret, og de enkelte celler (13 og 8 m2) bruges til udstilling af ubådens historie med vægt på danske ubåde.

Desuden præsenteres de fysiske forhold, der har betydning for den måde, danske ubåde har opereret på gennem de knap 100 år. Sidst, men ikke mindst udstilles flest mulige genstande, herunder et kommandorum, sonarrum og et radiorum.

Kommandørkaptajn K. T. Madsen er kommet langt med at skrive bogen om "Det danske torpedovåben". Foreningen påregner at indkøbe et større antal bøger og tilbyde dem til medlemmerne på fordelagtige vilkår, når bogen udgives som forventet i 2007.

På kort sigt er samarbejdet med fregatten PEDER SKRAM omkring billetsalg til SÆLEN på plads for indeværende år, men der arbejdes på en mere langsigtet løsning for hele Nyholm, hvor Tøjhusmuseet må få en fremtrædende rolle.

Også et mere formaliseret samarbejde med Aalborg Søfarts- og Marinemuseum samt Langelands Museum omkring de 2 Springere bør undersøges.

For foreningens tekniske begavelser kunne det sikkert være interessant med en tættere kontakt til folkene bag KRAKA.

Bestyrelsens beretning blev godkendt uden bemærkninger.

Ad dagsorden pkt. 3: Forelæggelse af det reviderede regnskab og godkendelse heraf.

Kassereren gennemgik det reviderede regnskab, der var blevet fordelt sammen med indkaldelsen. Bl.a. blev fremhævet, at foreningen havde anvendt 34.011 kr. til støtte ved udgivelse af ubådsbogen.

Regnskabet udviste i øvrigt et overskud på 15.851 kr., der blev foreslået overført til 2006.

Regnskabet blev godkendt med rosende bemærkninger.

Ad dagsorden pkt. 4: Forelæggelse af budget og godkendelse heraf.

Kopi af bestyrelsens forslag til budget blev fordelt på mødet, og Kassereren gennemgik det.

Forslaget indeholdt støtte til endnu ikke fastsatte aktiviteter til efterlevelse af foreningens formål på 35.000 kr. I givet fald ønskede bestyrelsen at kunne vælge aktiviteterne i løbet af året, idet der ikke ville blive tale om et uspecificeret driftstilskud til museer eller lignende. Desuden var budgetteret med et tilskud på 3.000 kr. til medlemsmøde i f.eks. Karlskrona.

Uden indregnet tilgang af nye medlemmer udviste budgetforslaget et forventet overskud på 7.700 kr.

Generalforsamlingen godkendte budgetforslaget, herunder at bestyrelsen blev bemyndiget til at vælge aktiviteter, der skulle støttes i løbet af året.

Ad dagsorden pkt. 5: Fastsættelse af kontingent.

Kassereren anbefalede et uændret kontingent på 200 kr. årligt, hvilket blev godkendt.

Ad dagsorden pkt. 6: Behandling af indkomne forslag.

Der var ikke indkommet forslag til behandling på generalforsamlingen.

Ad dagsorden pkt. 7: Valg til bestyrelse.

Formanden oplyste, at han, Jørn Hansen og Hans Christian Bjerg var på valg, og at alle var villige til genvalg.

Bestyrelsen foreslog desuden, at Klaus Bolving blev valgt, idet bestyrelsen i henhold til vedtægterne kunne bestå af op til 7 medlemmer.

Der var ikke yderligere forslag, og genvalg samt valg af Klaus Bolving blev vedtaget.

Bestyrelsen består herefter af:

  • Niels Mejdal (formand),

  • Jan Skogøy (næstformand),

  • Jørn Hansen,

  • Hans Chr. Bjerg,

  • Gunnar Frandsen,

  • Tommy Byskov,

  • Klaus Bolving.

Ad dagsorden pkt. 8: Valg af revisor og suppleant.

Formanden oplyste, at den nuværende revisor, Henrik Frank og den nuværende revisorsuppleant, K. T. Madsen begge var villige til genvalg.

Der var ikke andre kandidater, og begge blev genvalgt.

Ad dagsorden pkt. 9: Eventuelt.

Formanden nævnte, at der var brug for medlemmer til 2 arbejdsgrupper:

  1. Til hjælp ved nedtagelse af Spækhuggeren på Orlogsmuseet og genopstilling i arresten, således at mest mulig kunne bevares. [Læs mere her]

  2. Til hjælp ved registrering af udstillingsgenstande, idet foreningen vil opfordre gamle ubådsfolk og marineforeningerne til at udlåne egnede genstande til museet. [Læs mere her]
    Desuden er det planen, at museers samt søværnets beholdninger bliver gennemgået endnu en gang.

Opgaverne blev drøftet, og interesserede blev opfordret til at kontakte Formanden efter generalforsamlingen.

Formanden omtalte et ønske fra Tøjhusmuseet om at få besat et deltidsjob omkring Sælen med en pensioneret ubådsmand.

Da der ikke var yderligere emner fra de fremmødte, lagde Formanden op til en drøftelse af medlemsmødernes form og frekvens.

Der var bred tilslutning til at fortsætte som hidtil med 2-3 møder årligt (ubådsorienteret indslag, middag og bred debat) udover generalforsamlingen, samt at mindst et af møderne skulle afholdes uden for København.

 

Niels Mejdal
Referent

Poul Groos
Dirigent

Formanden, kontreadmiral Niels Mejdal aflægger beretning på den ordinære generalforsamling.
(Foto: Johnny Balsved)

Til toppen af siden

Seneste Nyt:

Nyhedsbrev Nr. 18


 

 

Denne side er senest opdateret: -

Denne side er oprindeligt udgivet: 9. april 2006

 

Copyright © 2007-2009 Dansk Ubådsforening - Alle rettigheder forbeholdes