Foreningens formål er at virke for formidling af kendskabet til dansk ubådsvirksomhed samt at arbejde for etablering og opretholdelse af et dansk ubådsmuseum.

Dette website er optimeret til MS Internet Explorer.

Der kan beklageligvis forekomme uhensigtsmæs-sigheder i andre browsere

Submarines
ubåde
undervandsbåde
flåden
orlogsflåde
das boot
uboot
torpedo
undervandskrig
historie
søkrig
søkrigshistorie
mahan
corbett
5. eskadre
ubådseskadren
sælen
tumleren
springeren
narhvalen
nordkaperen
niels mejdahl
jan olav skogøy
ubådsforening

Ved præsentationen af bogen "Fra sømilitær kapacitet til museumsgenstand – Ubåden i dansk

forsvarspolitik gennem 100 år" den 5. oktober 2009 udtalte forfatteren, orlogshistorikeren Hans Christian Bjerg:

Ærede medlemmer af Dansk Ubådsforening og gæster

Ubådens historie i Danmark kan markeres  med tre årstal med ca. 100 år imellem. I 1808 fremkom det ældst kendte danske ubådsprojekt, der dog var et fantasiprojekt, som ikke kunne realiseres, men som bevidner, hvorledes man også i Danmark – som andre steder i Europa og USA – på dette tidspunkt arbejdede med dens slags ideer. I 1909 fik Danmark så sin første operative ubåde "Dykkeren", hvis første kommandohejsning, vi mindes i dag. I 2004 afskaffedes med to ord ubåden som våbenplatform i det danske forsvar.

Da den teknologiske udvikling havde medført, at det i begyndelsen af 1900-tallet var muligt at bygge ubåde, der fungerede, anskaffede de nordiske lande også ubåde Det gik mest langsomt i Danmark, hvor der skulle hårdt lobby-arbejde fra yngre søofficerer til for at få politikere og Søværnets ledelse til at accepterede anskaffelse af et sådant fartøj, selv om dets store fordele som krigsfartøj var indlysende.

Det stod imidlertid hurtigt klart for alle, at ubåden var en velegnet våbenplatform for mindre sønationer, idet den som en neddykket torpedobåd kunne bestride det søherredømme, som de store artilleriskibe og andre overfladeskibe fra de store sømagter ville kunne hævde. Ubåden var derfor et defensivt og geo-strategisk begrundet våben, som synes perfekt for et land som Danmark.

Denne rolle, som ubåden havde fra starten, blev kraftigt understreget af den tyske anvendelse af ubåde under den 1. verdenskrig, en anvendelse hvorigennem ubåden så at sige mistede sin uskyld, og blev forvandlet fra et defensivt kystnært våben til et offensivt globalt våben, der satte krigens etik på en hård prøve.

Ikke overraskende forsøgte Storbritannien i årene efter den 1. verdenskrig gennem internationale aftaler at forbyde anvendelsen af ubåde. Det lykkedes som bekendt ikke, da briterne her havde en rigtig dårlig sag.

På trods af den ændrede anvendelse af ubåde under 1. verdenskrig, skulle man på baggrund af de nedrustningsbestræbelser, der i øvrigt politisk vandt tilslutning i Danmark i mellemkrigsårene, tro, at ubådene mistede politisk tilslutning. Tværtimod må det konstateres, at de danske politikere opfattede ubåden som et billigt og defensivt og derfor accepteret våben, mens deres nedskæringer i høj grad kom til at ramme de større overfladeenheder. I 1927 nåede den danske ubådsflåde således op på et maksimum i form af 16 ubåde under kommando. Ubåde udgjorde således i mellemkrigsårene i 1900-tallet Flådens egentlige operative rygrad.

Ligesom whitehead torpedoen i sin tid havde været en forudsætning for udviklingen af den moderne ubåd, således fik udviklingen af en større torpedo i løbet af 2. verdenskrig også betydning for udviklingen af ubåden.  Nødvendigheden af større ubåde efter denne krig medførte for Danmark, at disse ikke længere optimalt kunne operere i indre danske farvande. En anvendelse uden for disse farvande, henholdsvis i Skagerrak og i Østersøen, kom derfor til at passe som fod i hose med den sikkerhedssituation, der for Danmark, som led i NATO, kom til at herske under den kolde krig.

Omkring 1970 begyndte man at diskutere, om hvorvidt det sømilitære forsvar af Danmark i højere grad end hidtil skulle koncentreres om de indre danske farvande. Dette gjorde efter nogens opfattelse den hidtidige anvendelse af ubåde problematisk, hvad der medførte en politisk skepsis over for ubådsvåbenet som sådan. Alt dette bevirkede i forbindelse med indgåelse af forsvarsforligene i 1980erne store vanskeligheder for en fortsat politisk accept af ubåden som en integreret del af det danske forsvar. Det blev dog besluttet fortsat at lade ubåde indgå i det sømilitære forsvar.

Efter den nye sikkerhedspolitiske situation opstod efter 1990, mente flere politikere og militærfolk ikke at der i de internationale operation, der blev påbegyndt, fremover ville have brug for ubåde. Dette mærkedes f.eks. klart i Forsvarskommissionen af 1997, hvor flere af medlemmerne var indstillet på at afskaffe ubådsvåbnet.

Et vigtigt omdrejningspunkt i debatten om ubåde som en del af det danske forsvar har efter slutningen af 1990erne været dette våbens cost/effectiveness i forbindelse med internationale operationer. Danske ubådes anvendelse i forbindelse med internationale operationer har imidlertid klart demonstreret, at de er til nytte i den slags operationer.

Ved forsvarsforliget i 2004 blev det danske ubådsvåben så afskaffet. Der var ingen strategisk eller operativ begrundelse for dette. Fravælgelse af ubåden som en prioritering af flere kapaciteter, der måtte vælges mellem af økonomiske grunde, er blevet anført, og afgørelsen må derfor betragtes som værende ren politisk.

Den danske afgørelse er enestående, idet det er det eneste eksempel på, at et land frivilligt har opgivet sit ubådsvåben. Et våben, der stadig og overalt i verden anses for særdeles nyttigt og anvendeligt. Som et kuriosum kan det nævnes, at i 2007 havde 43 lande, over halvdelen af

egentlige sønationer, ubåde i deres flåder. Der var ialt 399 ubåde, hvoraf de 260 var konventionelle angrebsubåde, svarende til de sidste danske ubåde, der udgik i 2004.

Afgørelsen i 2004 – kun 5 år før ubådens 100 års jubilæum – fik en kreds af interesserede og tidligere ubådsfolk til at beslutte at "skrive de danske ubådes historie færdig". Dette har medført, at vi i dag har Dansk Ubådsforening og den sidste danske ubåd som museumsgenstand.

Under et møde  i Dansk Ubådsforenings bestyrelse for et års tid siden drøftede man de forskellige politiske og militære opfattelser af ubåden i Danmark gennem de snart 100 år, der var gået. Man besluttede at anmode mig om at skrive om disse opfattelser, således at der kunne udsendes en bog om emne i forbindelse med 100 års jubilæet. Der var udkommet redegørelser for de danske ubåde efter deres indlemmelse i den danske flåde efter henholdsvis 25 år, 50 år, 75 år og - 95 år - i anledningen af udfasningen. Men vinklen i denne redegørelse skulle være en anden, og beskæftige sig med de overordnede holdninger til ubåde i Danmark.

Resultatet af bestyrelsens anmodning foreligger i dag i form af bogen "Fra sømilitær kapacitet til

museumsgenstand – Ubåden i dansk forsvarspolitik". Det har været en spændende opgave, som jeg takker bestyrelsen for Dansk Ubådsforening for at have givet mig. Ligeledes takker jeg Dansk Ubådsforening for at stille midler til rådighed for udgivelsen, samtidig med at jeg også takker

Statens Forsvarshistoriske Museum for at udgive bogen i serien Forsvarshistoriske Skrifter.

Bogen er ikke et partsindlæg. Jeg har forsøgt både at lade ubådstilhængere og ubådsmodstandere komme til orde, således at læseren selv kan tage stilling til spørgsmålet. Jeg har villet give et bredt indtryk af såvel den politiske som militærfaglige debat i Danmark omkring ubådsvåbenets anvendelse, og har søgt at gøre dette på en så objektiv måde som det nu er mulig, når man har en stærk subjektiv holdning til debattens genstand.

Man ser ofte ubådsvåbnet karakteriseret med den engelske sentens og ordspil "On Scene - Unseen". Nordmændene har valgt at kalde den bog, de udgiver i anledning af deres 100 års ubådsjubilæum den 28. november i år, for "Tilstede og usynlig i 100 år", i overensstemmelse med denne karakteristik.

Min bog, som præsenteres her i dag, opfatter jeg som en del af de fortsatte bestræbelser for at "få skrevet de danske ubåds historie færdig". Jeg vil til afslutning dreje den norske karakteristik af ubåde lidt og ved denne lejlighed opfordre Dansk Ubådsforening til fortsat ikke alene at være tilstede, men også – da nu ikke længere ubåden har krigsmæssig betydning i Danmark - at være synlig.

ON SCENE – UNSEEN                TILSTEDE OG USYNLIG