Tale ved markeringen af ubådenes 100 års jubilæum Søværnets Officersskole 5. oktober 2009

Kære Niels, mange tak for ordet. Jeg skal hilse jer alle sammen fra Admiral Tim Sloth Jørgensen. Han kan desværre ikke deltage i denne markering af 100 året for kommandohejsningen i Danmarks første undervandsbåd, Dykkeren. Det er han ked af, for han ville meget gerne have været her for at vise sin interesse for og støtte til Ubådsforeningen, som han i øvrigt selv er medlem af.

Jeg har i stedet fået den store ære, at jeg på vegne af Forsvarschefen kan lykønske ubådene med de første 100 år i dansk historie.

Det kan jeg sige med fuld overbevisning i stemmen trods det faktum at vi rent faktisk ikke – i forsvaret i hvert fald – har ubåde længere. Men de lever stadig i vores bevidsthed. Mange af jer har særdeles tætte bånd til ubådene - nogle har endda tilbragt op til flere år under overfladen, og for jer vil de altid have en helt særlig plads.

Hos quote ”overfladedyrene” unquote, som jeg må siges at tilhøre, bliver de heller ikke ligefrem glemt foreløbig. For hvor har de dog givet os mange grå hår under øvelser, hvor vi aldrig rigtig kunne føle os trygge når der var ubåde i farvandet. Hvad enten det var på søen, hvor vi aldrig rigtig vidste hvor I var, eller når I kom i land og kunne præstere et sammenhold i besætningerne som mange var misundelige på.

Hvad enten man så har den ene eller anden form for tilknytning til ubådene, tror jeg dog, at denne markering af 100 års jubilæet er vigtig…..

For ubådsfolk betyder navne som Holland og Whitehead noget i forhold til ubådenes gennembrud omkring århundredeskiftet mellem det 19. og 20. århundrede, men forud for gennembruddet som en våbenbærende platform var der gået nærmest uendelige diskussioner om formål, design og moral i forhold til at indføre ubåden som en ny kapacitet i flåder over hele verden.

I akademiske kredse blev der flittigt diskuteret, og fra Danmark bidrog en, på det tidspunkt, internationalt anerkendt skibskonstruktør og ivrig fortaler for undervandsbådene, Hovgaard, med en meget fremsynet bog om undervandsbåde.

Denne Hovgaard kan vel betragtes som den teoretiske kilde til Oluf Aarestrups nærmest ihærdige indsats for at få stablet et dansk ubådsprojekt på benene.

Der blev nedsat flere kommissioner, der skulle se på emnet, og Aarestrup formåede at få overbevist alle om, at det var det rigtige tidspunkt at investere i denne nye kapacitet.

Det er derfor nærliggende at betragte Hovgaard og Aarestrup som de pionerer, der gik forrest i bestræbelserne på at indføre ubådene i flåden.

For det var bestemt en kamp op ad bakke.

Der skete et skred i den gængse opfattelse af anvendelsen af sømagt, da Whitehead torpedoen blev introduceret – i Frankrig taler man eksempelvis om La Jeune Ecole - og i Danmark var der stor forskel på den traditionelle opfattelse af flådens anvendelse og så denne nye tankegang, hvor ubådene var et af de mere revolutionære bud.

Bølgerne har formentlig gået højt i Søe-Lieutenant Selskabet, men det lykkedes til sidst for pionererne at få overtalt ”de gamle” til at købe en ubåd.

Sådan startede historien, der endte med at Dykkeren i 1909 kunne hejse kommando som den første danske undervandsbåd.

Ubådene levede sidenhen en omtumlet tilværelse i de 95 år de nåede at være en aktiv del af dansk forsvar, og de klarede sig igennem skærene mere end en gang når politikerne i flere omgange forsøgte at dømme dem ude – på det område var det svært at få ubådene under overfladen.

Det skyldtes ikke mindst et rigtigt flot udført stykke arbejde når I som besætningsmedlemmer på ubådene udførte jeres job under til tider helt urimelige arbejdsforhold med en iver og et sammenhold, der gjorde, at I bare leverede førsteklasses resultater. Hvad enten det var alene tæt under fremmed kyst eller som modstander i forskellige øvelser. for eksempel i farvandene omkring Skotland – så i den sammenhæng skal vi holde fast i og glæde os over, at ubådene gjorde en forskel som vi alle kan være stolte af.

Hans Christian Bjerg vil om et øjeblik præsentere sin nye bog – ”Fra sømilitær kapacitet til museumsgenstand”. I bogen gives en grundig indføring i ubådenes omtumlede tilværelse, og det indikeres allerede i titlen, at det i manges øjne er gået den ”forkerte” vej.

Det bør derfor heller ikke gå ubemærket hen, at ubådene ikke længere er en del af de brikker vi som søfartsnation kan spille under nuværende og fremtidige operationer.

Og netop derfor glæder jeg mig over, at Ubådsforeningen har taget handsken op og inviteret til jubilæum uden der nødvendigvis er operative ubåde ved kajen. For historien er der, og den er vigtig at markere..

Livet i ubådene i 1970’erne: Jeg husker som helt ung officer at være med på et togt med en SPRINGEREN – klasse ubåd. Vi havde været af sted nogle dage og var neddykket. Jeg kunne fra min køje i officersmessen se at kaptajnen lå i sin køje øverst midtskibs med en intercommike i hver hånd og med meldinger fra hydrofongasten ud af en højtaler placeret i skottet lige ved siden af hans hoved. Det havde været en lang dag, så på trods af den monotone støj og meldingerne fra hydrofongasten sov han – lige indtil en af pejlingerne fra hydrofongasten tilsyneladende gav ham et foruroligende billede af at noget var forkert. I løbet af et øjeblik var han vågen og dikterede sine instrukser til kommandorummet og hydrofongasten, og sekunder senere var han på vej ud i kommandorummet. En ubådschef, der var et med sin båd og sin besætning, og som på trods af at han tilsyneladende sov, stadig var på fuld alert og klar til at reagere med det samme. Jeg var imponeret.

En anden særlig specialitet som jeg oplevede var en ”kampludo” – turnering, hvor hele bådens besætning var oppe at køre over, hvem der nu havde vundet over hvem og hvordan. På med ”ludostøvlerne”, ”ludokasketterne” og alle de andre gimmicks og udstyrsgenstande og an med turneringen der kørte i de næste 14 dage – døgnet rundt – når muligheden bød sig. Opfindsomheden var stor og moralen var høj! Det var noget særligt at være ubådsmand.

Jeg er sikker på at I hver især har tilsvarende og sikkert meget mere spændende anekdoter fra jeres ubådstid. Min pointe er, at det ikke kun var ubådene der var noget særligt, men at det i lige så høj grad gjaldt for alle de besætninger der sejlede dem, og som gjorde bådene til det unikke våbensystem de har været siden indførelsen af den første ubåd for 100 år siden.

Jeg ser frem til en god eftermiddag med musik, filmfremvisninger og ikke mindst Hans Christian Bjergs præsentation af sin nye bog.

Tak for ordet.